tirsdag den 6. november 2007

Pædagogisk panik

Lis omtaler i sit indlæg i dag bl.a. den snak, vi havde om pædagogers faglighed for nogen tid siden... - For mig at se - som også Lis beskriver det - handler diskussionen omkring computere i institutioner i høj grad også om pædagogers faglighed - både hvad angår den egentlige pædagogiske faglighed, men i høj grad også færdigheder ud i brugen af computeren...

Jeg har med stor interesse læst artiklen om Doom, og hæfter mig ved Tove Arendt Rasmussens udtryk "Pædagogisk panik". For det er faktisk sådan, jeg oplever computerens indtog rundt omkring i de danske institutioner - dels er der stadig en udpræget berørringsangst overfor det "nye medie", og dels bærer mange af de spil, børnene ynder at spille præg af vold og action, og fortsat betragtes som direkte "usunde" for ungerne at benytte. Samtidig er så også den evigt tilbagevende diskussion omkring tidsforbruget foran computeren. Et tidsforbrug, der nedbryder og ødelægger børnenes "normale legekultur".

Men noget kunne tyde på, at der mere eller mindre gøres regning uden vært med denne panik. Konklusionen i ovennævnte artikel om Doom peger jo netop på, at samværet omkring spillet tyder på, at computeren ikke synes at være et medie, der er nedbrydende for børns legekultur:

De væsentligste indsigter fra porjekters første fase finder vi på to fronter: For det første synes computeren ikke at være et medie, der nedbryder børns legekultur. I nogle tilfælde får denne kultur tilsyneladende bedre vilkår for at fungere på tværs af alder. For det andet synes det vi har kaldt "computerkulturen" ikke at have sit udspring i mediet, men netop i den eksisterende legekultur...

Det vil med andre ord sige, at den legekultur, der allerede kendes i form af samværsformer og forskellige kompetencer overføres til børnenes spil og samvær ved computeren. Og det er nok her, der er noget, der ikke rigtigt stemmer overens med den "panik" der ind imellem opstår hos pædagoger, når børn ytrer ønske om at de meget hellere vil sidde og spille computer, fremfor at deltage i forskellige planlagte, pædagogiske aktiviteter. Panikken opstår jo i høj grad fordi pædagogerne fokuserer for meget på selve spillet, fremfor at rette fokus imod, hvad det egentlig er for kompetencer, samværet omkring spillene kan være udviklende for...

Multimedieforeningens side om Spilpolitik har samlet 10 gode råd om spilpolitik - godt nok er de rettet mod computerspil i hjemmet, men som jeg ser det, så kan disse råd sagtens overføres til institutionerne. Et af dem går bl.a. på, at "Mange voksne er usikre over for computerspil fordi de ikke kender mediet", og det er her, jeg ser det største problem, når vi taler om pædagogisk panik overfor børn og computerspil. Størstedelen af de voksne, der arbejder i institutionerne har simpelthen ikke den samme interesse for computere, spil og disses muligheder, som børnene har.

For at komme noget af denne panik i forkøbet, mener jeg, det er nødvendigt at se på, hvordan vi kan skabe denne interesse også hos de voksne - således at computeren ikke bare er et nødvendigt onde, som børnene gerne vil have adgang til. Med andre ord, hvordan kan der skabes en naturlig interesse hos pædagogerne, der kan være medvirkende til at vi kommer væk fra tankegangen om, at computerspil udelukkende er af det onde?

Jeg har ikke lige umiddelbart selv et svar, men det er der måske andre, der har?

3 kommentarer:

madazz sagde ...

FLERE NETPÆDAGOGER :-)

chavi sagde ...

he, he, Mads :-) - Ja, det kan der være noget om - eller i hvert fald flere, der ser computeren som en gave i stedet for en klods om benet :-)

Anonym sagde ...

Hej Charlotte,
Her en linket til undersøgelsen:

http://www.boernogunge.dk/internet/BoernOgUnge.nsf/0/8E2D8B5877805E6AC1256EBC003248A9!OpenDocument
Hilsen camilla