onsdag den 24. oktober 2007

Effekter


Så står den igen på effekter: - Meningen er nu at arbejde med forskellige effekter i et billede... - På Flickr søgte jeg på "bird" og fandt dette, som jeg synes, det kunne være meget sjovt at gøre noget mere ved. Billedet stammer fra Urtica, og selvom jeg egentlig var ude efter et billede af en fugl, så tænker jeg, at netop det faktum, at det er ikke er så forfærdelige mange detaljer på billedet, vil gøre det lidt nemmere at arbejde med, når det handler om at lege med effekterne...

Som flere andre medstuderende skriver, så er UNDO en rigtig god ven undervejs i det her arbejde, og jeg tror, jeg har haft fat i stort set alle effekter, der ligger under "Filter" i Photoshop... - Det er ikke muligt at gengive dem allesammen her, men jeg har valgt et par stykker ud, som jeg synes illustrerer lidt af de uanede muligheder, der rent faktisk er.


Selvom jeg egentlig godt er klar over, at mulighederne er rigtig mange, så bliver jeg alligevel overrasket over, hvor lidt, der egentlig skal til, for at et billede fuldstændig ændrer karakter.

Her til højre, har jeg brugt "Filter - Effekter - Lysende kanter", og straks bliver billedet meget mørkt, men dog samtidig i en tilstand, der gør, at man stadig kan se, hvad det forestiller...

Her er det så faktisk meget skægt at arbejde videre ved at tilføje yderligere effekter oveni den første - mit problem ligger så nok bare i, at jeg ind imellem har lidt svært ved at begrænse mig, men som nævnt, så er det i sådanne tilfælde rigtig godt, at der er noget, der hedder UNDO :-)


Det sidste billede viser netop et eksempel på, hvordan man ved at kombinere flere effekter opnår endnu flere muligheder. Her er i menuen "tesktur" valgt dels "patchwork" og dels "krakelering", hvor det indenfor hver enkelt effekt er muligt at indstille størrelsen på felterne.
Dette eksempel bringer mig så tilbage til tiden hvor korsstingsbroderi var sjovt. Man kunne købe "stofstykker" med påtrykte billeder og tilhørende garn og så var det ellers bare med at komme i gang. Det her billede minder gevaldigt om sådan noget... - I hvert fald ville det da ikke være helt umuligt at komme i gang med at brodere efter "huller og mønster", hvis nu man havde en sådan lyst... - Men jeg tænker lidt, at det faktisk ville være en mulighed at bruge til f.eks. en hesteglad pige, der godt kunne tænke sig et lidt anderledes billede af yndlingshesten :-)

Jeg må endnu engang erfare, at legen med billeder er en helt enorm tidsrøver, og jeg er faktisk nødt til at begrænse mig selv simpelthen ved at fastsætte en tidsramme - ikke mindst af helbredshensyn ;-) - Mine øjne kan ikke holde til så mange timer foran skærmen, og desuden venter andre opgaver forude...

Ingen kommentarer: